Rytterens position

Ridepositionen er rytterens hele krop organiseret på hesten: bækkenet faldet på plads, rygsøjlen oprejst, benet langt, vægten i balance, hænderne rolige.

Beskrevet sådan lyder det som en liste med instruktioner. Det er mere nyttigt at se på, hvad positionen lader dig gøre, for det er det, der afgør, om den virker.

En god position holder dig med hesten, mens den bevæger sig, lader hver del af din krop virke uden at forstyrre de andre og holder dine hjælper ensartede fra den ene opgave til den næste.

I · Linjen¶

Øre, skulder, hofte og hæl falder på én lodret linje. Bækkenet sidder i vater, hverken vippet frem eller tilbage. Benet hænger langt fra hoften i stedet for at klemme. Overkroppen bærer sig selv oprejst uden at stivne.

Et vippet bækken flytter din vægt. Vip det frem, og din vægt kommer på skambenet og ud mod hestens skuldre. Vip det tilbage, og du presser dine sædeben ned og skubber benene frem. I begge tilfælde får hesten at vide noget, du ikke havde til hensigt at sige.

Et klemmende ben løfter dit sæde. Et knæ eller et lår, der klemmes mod sadlen, vipper dine sædeben væk fra hestens ryg, og den hjælp, du skulle til at give gennem sædet, har ingen vej at gå.

En spændt overkrop kommer for sent. Hvis dine skuldre er låst, kan du ikke følge bevægelsen, så du bruger hvert fuldt skridt på at indhente i stedet for at blive med hesten.

II · Hvad positionen gør muligt¶

Før positionen bærer en eneste hjælp, skal den holde dig med hesten. Den holder dig i balance, når hesten sætter farten op i Speed-prøven, samler sig til en vending eller skifter retning mellem slalompælene, så du bæres af bevægelsen i stedet for at blive kastet frem eller efterladt bagud.

Dernæst lader den hver hjælp gøre sit eget arbejde. En schenkel, der beder, uden at hånden strammer. En hånd, der følger med, uden at sædet flytter sig. Én hjælp ad gangen, så hesten ikke skal svare på tre spørgsmål på én gang.

Og den lader dig møde lågen, broen, stagen og kvæget uden at bygge din krop om for hver af dem. Den samme organiserede position, der red uden forhindringer, rider forhindringen.

III · Hvorfor en ensartet position betyder noget for hesten¶

Ensartethed hos rytteren giver hesten hjælper, den kan lære at genkende.

Hvis din position forbliver organiseret uden forhindringer, ved lågen og i strakt galop, kan den samme hjælp beholde den samme betydning, hvor den end gives.

Hvis din position ændrer sig med hver opgave, kan din vægt, dit sæde, din schenkel og din tøjle ændre sig med den, hvilket gør hjælperne mindre ensartede for hesten. En ensartet rytter giver også hesten mindre grund til at spænde op, når omgivelserne ændrer sig. Ved en svingende låge eller på en hul bro møder hesten stadig den samme balance, det samme sæde og den samme hånd, som den allerede kender.

IV · Rytterens sæde¶

Sædet er den del af positionen, hvorigennem det meste af din vægt hviler på hestens ryg. Dit bækken sidder på ryggen og bevæger sig med den.

Din schenkel taler til hesten gennem dens side og din hånd gennem dens mund. Sædet taler gennem ryggen, over en bred og vedvarende kontakt.

Det ligger tæt på vægt uden at være det samme. Vægt er, hvor meget af din masse hesten bærer, og hvor den falder. Sædet er bækkenets levende kontakt, hvorigennem den vægt placeres, og bevægelsen følges. Du kan bære den samme vægt med et sæde, der følger hesten, eller et, der spænder imod den, og hesten svarer forskelligt på de to.

Sædet forbliver i kontakt gennem hvert fuldt skridt, så ændringer i rytterens bækken hele tiden mærkes af hesten.

V · Hvorfor sædet bærer denne sport¶

På det højeste niveau holdes den ene hånd fri til arbejdet.

Den frie hånd løfter lågens klinke, ringer med klokken for enden af korridoren, løfter kanden, tager stagen op af tønden og sætter den tilbage og bærer garrochaen oprejst gennem banen. Efter de internationale regler holdes tøjlerne i én hånd på det højeste niveau, og den anden hånd håndterer forhindringerne.

Tøjlen gør stadig et reelt arbejde. Den stabiliserer, giver retning, bekræfter. Det, den ikke længere gør, er at organisere hele ridtet. Vendingen, holdt, samlingen og galopskiftet bedes der om fra sædet og schenklen, fordi hånden ikke er fri til at lede dem.

Artikel 1 i pensum nævner fem kanaler, hvorigennem du taler til hesten: vægt, tryk, sæde, rytme og tøjle. Kun én af de fem tilhører hånden.

VI · Positionen får karakter¶

Working Dressage-programmet bedømmes på de enkelte bevægelser og derefter på fem helhedskarakterer: Gangarter, Impulsion, Lydighed, Rytter og Kunstnerisk indtryk.

Karakteren for Rytter gives for rytterens position og sæde sammen med den korrekte brug og virkning af hjælperne. Den står ved siden af karaktererne for hesten.

Bedømmelsesarket i Ease of Handling aflæser også rytteren: sædet i sadlen, kroppens lethed og stabilitet, brugen og virkningen af hjælperne og, på seniorniveau, at tøjlerne udelukkende føres i tøjlehånden.

Rytterens position og brug af hjælperne bidrager derfor direkte til karaktererne i begge prøver.

VII · Hvad der ændrer sig, når niveauerne stiger¶

Den grundlæggende linje forbliver den samme.

I de lavere klasser rider du med to hænder, og tøjlen hjælper stadig med at forme arbejdet, mens sædet formes. Efterhånden som klasserne stiger, overlades den anden hånd til forhindringerne, og sædet overtager det, tøjlen gjorde.

Efterhånden som niveauet stiger, forventes rytteren at holde den position gennem større samling, hurtigere arbejde, strammere linjer og til sidst ridning med én hånd.

Læs videre De syv Grundlæggende Ridefærdigheder · Én hånd

VIII · Når positionen begynder at påvirke hesten¶

En god position giver rytteren et organiseret sted at begynde. Det næste spørgsmål er, hvad den position lader rytteren gøre, når hesten bevæger sig under rytteren.

En rytter kan sidde roligt og bære hænderne korrekt og alligevel mærke mere vægt komme ind i den ene tøjle eller mærke hesten blive tungere foran. Det begynder at skille rytterens position fra det svar, der kommer tilbage gennem hesten.

For Collegets medlemmer går studiet videre ind i det forhold.

Positionen bliver forbundet med, hvordan rytteren følger bevægelsen, forbliver i balance gennem retningsskift og holder sæde, schenkel og hånd klar til at virke uafhængigt. Rytteren begynder at genkende, hvilke fornemmelser der kommer fra rytterens egen organisering, og hvilke der skabes af hesten nedenunder.

Det gør positionen nyttig ud over den velkendte linje mellem øre, skulder, hofte og hæl. Den bliver det sted, hvorfra rytteren kan begynde at påvirke hesten og samtidig selv forblive organiseret.

Gren To vender tilbage til rytteren inde i arbejdet, hvor positionen skal forblive organiseret, mens sæde, schenkel og hånd begynder at påvirke hesten. Gren Et giver medlemmerne positionen at genkende først.

Spørgsmålet bevæger sig så fra, hvor rytteren sidder, mod hvad den position gør muligt i ridningen.