Hovedtøjer og bidsler i Working Equitation

På det højeste niveau rides Working Equitation på stang, med tøjlerne i én hånd. På lavere niveauer varierer det tilladte bidsel efter niveau og styrende organ.

De fire stifterlande bragte forskellige nationale hovedtøjer ind i sporten.

I · Hvorfor stang¶

En stang beder gennem vægtstangsvirkning. Tøjletrækket drejer stangarmen, som virker på hestens kæbe og nakke, så en lille bevægelse af hånden giver en større virkning end den samme bevægelse på en trense.

Fordi en stang bruger vægtstangsvirkning, kræver den en hest og rytter, der er uddannet nok til, at tøjlen kan bruges med let kontakt. På en selvbærende hest kan stangen bruges med meget små tøjlehjælper. En hest, der stadig er afhængig af rytterens hånd som støtte, ville få betydeligt mere tryk fra den samme tøjlehjælp.

I den progression, Alvará beskriver, hører stangen til den mere fremskredne hest og ikke til begyndelsen af træningen. Working Equitation følger hestens skoling: et enklere bidsel og to hænder, mens sædet formes, stang eller kandar, efterhånden som hesten kommer til at bære sig selv, og den enkelte stangtøjle i toppen.

II · Er en stang bedre end en trense?¶

En trense og en stang virker forskelligt og bruges til forskellige formål.

En trense virker direkte på munden uden vægtstangsvirkning og bruges almindeligvis i de tidlige stadier af træningen.

En stang virker gennem vægtstangsvirkning og gør det muligt at ride en trænet, selvbærende hest med små tøjlehjælper og let kontakt.

En kandar har begge dele og lader en rytter bruge den ene eller den anden. I Working Equitation rides hesten på stangtøjlen.

III · Hvilke bidsler er tilladt¶

De gældende internationale regler er præcise. Tallene nedenfor er hentet fra WAWE International Regulations 2025, Section III.2.

Tilladt

• Stang, pelham og traditionelle nationale bidsler med en maksimal stangarmslængde på 12 cm
• En minimal mundstykkediameter på 12 mm for stangbidsler
• Bidsler af metal, holdbar plast, syntetisk materiale eller fleksibelt gummi med en glat overflade
• Bidsler beklædt med gummi eller latex
• Kandar, med bridontøjlen løs på halsen
• En ubrudt kimblewick med kæde og én tøjle
• Bidskiver af gummi op til 9 cm i diameter

Ikke tilladt

• Snoede bidsler og wirebidsler
• Bidsler, der placerer mekaniske elementer på tungen
• Bidsler beklædt med bomuld eller andre ikke-godkendte materialer
• En ekstra nedre næsebåndsrem, hvor et bidsel bruges med kæde
• Serretas - næsebåndet med metalkant, der bruges i nogle marktraditioner
• Martingaler og hjælpetøjler

Næsebånd og kæder skal være af blødt læder uden andre materialer og må aldrig spændes så stramt, at de skader hesten. Udstyrskontrollanten kontrollerer stramheden før og efter hvert program med en behandsket pegefinger mellem hestens kind og næsebåndet. Hvis et næsebånd stadig er for stramt ved den anden kontrol, kan dommerformanden diskvalificere rytteren.

IV · De fire nationale hovedtøjer¶

Portugal - cabeçada. En stang alene eller en stang over en let bridon. Dens kendetegnende del er gamarrilha, en lille rem, der løber fra den ene stangarm til den anden under kæben. Den holder stangen stabil, så bidslet ikke kan dreje i hestens mund under en hurtig vending eller en pludselig holdt. Sættet fuldendes af en brystsele og en halerem med spænder, der matcher hovedtøjet.

Spanien - cabezada vaquera. Et enkelt hovedtøj af nakkestykke, pandebånd og et næsebånd, der føres gennem løkken på bidselremmen. Bidslet er bocado, vaquera-stangen, traditionelt smedet i jern, der mørkner med brugen. Ved panden hænger mosquero, en frynse af hestehår, læder eller silke, der holder fluerne væk fra hestens ansigt og, på sin svingning, viser, om hesten går i jævn takt.

Frankrig - Camargue-hovedtøjet. Det enkleste af de fire: et nakkestykke med en enkelt stang i smedejern, hvis mundstykke er en glat stang med faste sidestykker. Det er valgt for sin ro. Bidslet ligger roligt i munden, uanset om tøjlehånden bevæger sig eller ej, hvilket betyder noget, når den anden hånd holder treforken.

Italien - butteri-hovedtøjet. Et enkelt nakkestykke med en stang, båret over cavezza maremmana, en grime af sisal med indbygget træktov. Dets tøjler er åbne i enderne i stedet for at være samlet i en løkke.

V · Hvorfor de nærmer sig hinanden¶

De fire nationale hovedtøjer udviklede sig inden for forskellige traditioner, men skulle opfylde lignende arbejdskrav.

Rytterens anden hånd var optaget (af en stage, en trefork eller en stav med krog), så hovedtøjet skulle være et, en enkelt hånd kunne ride. På det højeste niveau rides stangen med let kontakt. Hesten er skolet til at svare på sæde og schenkel, mens tøjlen bruges til at bekræfte og forfine hjælpen.

VI · Ofte stillede spørgsmål¶

Hvad er et stangbidsel godt til? At ride en hest, der allerede bærer sig selv på en meget let kontakt, og at ride den på én tøjle. Vægtstangsvirkningen betyder, at en lille bevægelse af hånden er nok, så hånden kan forblive rolig.

Kan jeg bruge trense i Working Equitation? På de lavere niveauer som regel ja, og de nationale regler fastlægger detaljerne. Stang eller kandar kommer, efterhånden som hesten kommer til at bære sig selv, og den enkelte stangtøjle på det højeste niveau.

Er kandar tilladt? Ja, med bridontøjlen liggende løst på halsen, så hesten rides på stangen.

Er bidløse hovedtøjer tilladt? De internationale regler fastlægger de tilladte bidsler og kræver, at hesten er opsadlet på sin nationale måde. Tjek dit eget forbunds gældende regler, før du melder til.

VII · Tøjlen begynder ved hesten¶

Et hovedtøj kan beskrives gennem dets enkelte dele. Ridning stiller et andet spørgsmål: hvordan sidder de dele på netop denne hest, og hvad når frem til rytteren gennem tøjlen?

Det er dér, tilpasningen bliver en del af at forstå udstyret.

For Collegets medlemmer går studiet videre ind i forholdet mellem hestens hoved, hovedtøjet, bidslet og den hånd, der modtager tøjlen.

Stangen hører til et mere fremskredent stadie af hestens uddannelse, hvor stadig mindre tøjlehjælper kan bære betydning. Hvordan hovedtøjet tilpasses, og hvordan rytteren tager tøjlen op, bliver derfor en del af den samme samtale.

Det interessante er, at rytterens hånd sidder for enden af en meget længere kæde. Tøjlen når bidslet, bidslet virker gennem udstyr, der er tilpasset en bestemt hest, og hestens svar går tilbage gennem den samme forbindelse.

Hånden bliver derfor den sidste del af et meget længere forhold og ikke en hjælp, der studeres for sig. Gren Et fastlægger udstyret og progressionen mod stangen. Gren To fører medlemmerne videre ind i tilpasning, i at tage tøjlen op og i den forbindelse, der løber mellem hest og rytter.