De fire traditioner bag Working Equitation

Working Equitation holdt sit første mesterskab i 1996. Den ridning, der blev bedømt, havde været i daglig brug i århundreder før da.

Ridningen udviklede sig gennem kvægarbejdet i fire nationer, og alle fire krævede, at hesten svarede på sæde og schenkel før tøjlen.

Portugal, Spanien, Frankrig og Italien grundlagde sporten som ligemænd. Hvert land bragte sit eget landskab, sin egen hest, sin egen sadel og sin egen dragt, og du kan stadig skelne dem fra hinanden i det øjeblik, de kommer ind på banen.

I · Hvad arbejdet krævede af alle fire¶

På sletterne i Alentejo, på dehesas i Extremadura og Andalusien, i vådområderne i Rhônedeltaet og i kystlandet i Maremma tilbragte rytterne lange dage med at håndtere kvæg fra hesteryggen. At samle og holde en flok. At skille et enkelt dyr ud af den. At møde en tyr. At krydse vand og låger og ujævnt terræn og gøre det igen næste dag.

Arbejdet krævede en hest, der svarede på lette hjælper, bevægede sig fra sæde og schenkel før tøjlen, hurtigt genfandt balancen og kunne holde den balance gennem en lang arbejdsdag.

Lethed og selvbæring var derfor praktiske krav i alle fire lande.

II · Portugal¶

I Portugal forblev den klassiske skoling tæt knyttet til markens arbejdsridning.

På kvæggodserne i Ribatejo arbejdede campinoen flokkene, og i det åbne Alentejo red rytterne de samme lange dage som deres naboer. Side om side med den arbejdsridning udviklede Doma Clássica sig, der skolede hesten mod større balance og samtidig forblev knyttet til dens praktiske arbejde.

Lusitanoen udviklede sig inden for begge traditioner, værdsat for smidighed, mod og følsomhed over for rytterens sæde.

Rytteren sidder i sela portuguesa og bærer traditionen ind på banen i traje à portuguesa.

Portugal er fortsat på det højeste niveau i international Working Equitation, og landet er Alvarás vigtigste nationale reference.

Læs videre Doma Clássica

III · Spanien¶

Spanien bidrog med Doma Vaquera, ridningen fra de store sydlige godser.

Rytteren var vaqueroen, det åbne lands kvæghyrde, der bar garrochaen, sad i silla vaquera og red på andalusieren, Pura Raza Española.

Doma Vaquera brugte samling af praktiske grunde fra tidligt i skolingen. En samlet hest kunne vende med en ko, holde et dyr og tilbagelægge strækning uden at blive træt.

Mange af de samme krav optræder nu i forhindringerne i Working Equitation.

Læs videre Doma Vaquera

IV · Frankrig¶

Frankrig bidrog med Camargue: det flade, halvt oversvømmede delta, hvor Rhône møder Middelhavet, et land af saltlaguner, rørsump og åben himmel, ulig noget terræn de iberiske traditioner kendte.

Her er kvæghyrden gardianen, der arbejder med de sorte Camargue-tyre, opdrættet halvvilde i flokke kaldet manades.

Camargue-hesten er en af de ældste i Europa. Den er lille, dyb i kroppen og jernhård og måler omkring fjorten hånd (ca. 142 cm). Den fødes mørk og bliver lysere år for år, indtil den når den næsten hvide farve, racen er kendt for. Opvokset i sumpen blandt de flokke, den senere skal arbejde, vokser den op sikker på benene i vand og blødt underlag og rolig blandt tyrene.

gardianen sidder i selle gardiane, bygget med høj forbue og bagbue og kurvstigbøjler, der holder foden fast i det hårdeste terræn. gardianen bærer treforken, den jernbeslåede stav, der bruges i kvægarbejdet og nu er et symbol på Camargue.

Han rider fra et dybt sæde med én hånd, mens den anden holdes fri til treforken og lågen.

Frankrig bidrog med Camargues arbejdsridekunst, udviklet omkring kvæg og vanskeligt, vådt terræn, med hesten redet fra sæde og schenkel.

V · Italien¶

Italien bidrog med Maremma: det lave kystland i det sydlige Toscana og det nordlige Lazio, engang et bælte af malariasump og ujævnt krat, som få valgte at bo i, og færre kunne arbejde.

De mænd, der arbejdede der, var butteri, der drev det grå Maremmana-kvæg, store halvvilde dyr, hvor køerne bar de brede, lyreformede horn, racen er kendt for. Det vanskelige terræn og det lange kvægarbejde formede ridekunsten.

Maremmano-hesten er solid, stærk i benene og hård i hovene, måler omkring femten hånd (ca. 152 cm) og værdsættes mindre for sin skønhed end for den udholdenhed, der skal til for at bære en mand over dårligt terræn i dårligt vejr og blive ved. butteroen rider i scafarda, arbejdssadlen fra den toscanske Maremma, og bærer mazzarella, fagets vallestav. I 1890, da Buffalo Bills Wild West-show kom til Rom, og dets cowboys gjorde meget ud af deres ridning, tog butteri under Augusto Imperiali udfordringen op i en række konkurrencer i ridekunst og kvæghåndtering. Den italienske tradition har lige siden fejret det som en sejr for Maremma. Historikere betragter udfaldet som omstridt.

VI · De fire i overblik¶

VII · Én tradition i fire lande¶

De fire traditioner udviklede forskellige heste, forskelligt udstyr, forskellig dragt og forskellige arbejdsredskaber. Lusitano, andalusier, Camargue og Maremmano er forskellige i størrelse, bygning og det land, der formede dem.

På tværs af de forskelle krævede arbejdet lignende kvaliteter: smidighed, selvtillid omkring kvæg, hurtig genfinding af balancen og en hest, der svarede på sæde og schenkel før tøjlen.

Spanien og Portugal bar hver en navngiven skole, Doma Vaquera og Doma Clássica. Frankrig og Italien bragte markens ridekunst fra Camargue og Maremma. Forskellige traditioner frembragte mange af de samme praktiske krav til hesten, fordi alle fire udviklede sig omkring kvægarbejde til hest.

Konkurrencereglerne kom senere. Den ridning, de organiserer, havde allerede udviklet sig gennem arbejdstraditionerne i de fire stifterlande.

VIII · Fire traditioner, fire stykker af standarden¶

Når du er nået hertil i Biblioteket, kender du de fire traditioner bag Working Equitation. Du kender deres heste, deres landskaber, deres arbejdsryttere og de forskellige former, deres ridning tog.

I Alvará College stiller Artikel 14 et andet spørgsmål: hvad hjælper hver tradition dig med at forstå om den standard, du ser efter nu?

Portugal giver medlemmerne det tydeligste blik på arbejdsridningen, der møder den klassiske skole, og på en hest, der føres mod større samling og samtidig forbliver nyttig i marken.

Spanien viser samlingen, som arbejdet selv krævede, hvor balance og hurtig omorganisering havde et umiddelbart formål ved siden af kvæg.

Frankrig viser, hvad den ridekunst skulle bevare på tværs af vand, sump og tyre, med en helt anden hest under rytteren.

Italien viser de samme arbejdskvaliteter, der overlever på tværs af hårdt land, afstand og endnu en hest bygget til udholdenhed.

Tilsammen giver de medlemmerne fire forskellige måder at aflæse den moderne sport på. Én hjælper med at forklare dens klassiske standard. En anden viser, hvorfor samling blev praktisk. En tredje tester de samme kvaliteter mod vanskeligt terræn. En fjerde viser, hvor meget af metoden der overlever, når hesten, landskabet og udstyret ændrer sig.

Det er dér, slægtslinjen bliver nyttig i Alvará College. Den bliver et bevis. Medlemmerne kan begynde at genkende, hvilke dele af den moderne standard der kom fra skolen, hvilke der kom af nødvendighed, og hvilke der beviste deres værdi blot ved at overleve arbejdsdagen.